Gå til sidens indhold

60 pct. af danskerne mener, teknologi vil ændre deres arbejds­opgaver inden for fem år

60 pct. af befolkningen forventer, at ny teknologi kommer til at ændre deres arbejdsopgaver inden for de kommende fem år.

15. juni 2017 kl. 11:00

Samtidig mener 89 pct., at IT- og teknologiforståelse skal være et obligatorisk fag for alle børn i folkeskolen. 11 pct. af danskerne mener, at skolerne allerede i høj grad giver eleverne de kompetencer inden for it og teknologi, som de skal bruge for at begå sig i morgendagens samfund. 57 pct., mener dog, at det kun i nogen grad er tilfældet, mens 28 pct. svarer, at det slet ikke eller kun i ringe grad er tilfældet. Tallene viser, at det især er de unge, der ikke mener, at skolerne giver eleverne de nødvendige kompetencer på området.

Spørgsmålene om den teknologiske udvikling er tre ud af i alt 30 fra Danmarks Statistiks dag til dag-undersøgelse under Folkemødet på Bornholm.

Dagens undersøgelse viser fx også, at:

  • 61 pct. af danskerne mener, det vigtigste ved vores straffesystem er, at man forberedes på at komme tilbage til samfundet, mens 35 pct. mener, det vigtigste er, at man modtager sin straf. Særligt i hovedstadsområdet lægger befolkningen vægt på, at man forberedes på at komme tilbage til samfundet
  • 71 pct. af danskerne mener, at mennesker i Danmark i høj eller nogen grad forskelsbehandles pga. hudfarve, religion eller etnicitet
  • 21 pct. af danskerne tror, at medierne er ansvarlige for størstedelen af falske nyheder (fake news) i Danmark. 58 pct. mener, sociale medier er ansvarlige. Hvor de ældre typisk peger på de traditionelle medier, peger de yngre på de sociale medier.
  • 65 pct. mener, at man i høj eller nogen grad skal kunne yde vold mod en person, der bryder ind i ens hjem 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Peter Linde på tlf. 21 79 12 23 eller pli@dst.dk og chefkonsulent Martine Friisenbach på tlf. 28 18 69 64 eller maf@dst.dk. Du kan også henvende dig til dem på Folkemødet i #Faktaboksen, som er placeret på Kæmpestranden plads J26.